Påsken 2014, 16. - 21. april. Urhøj Camping

Onsdag den 16. april.


Dagen startede lige med et par timer på jobbet, til trods for at man havde ferie hele ugen. Da jeg var tilbage fra job kl. 11.00, var konen i fuld gang med at pakke cv'en. Så det eneste der manglede var egentlig bare mit tøj og dynerne. Jeg havde lige købt nye spejle i weekenden da trækkeren var blevet udskiftet her ved årsskiftet. Disse spejle havde jeg til alt held prøvemonteret om tirsdagen, for det viste sig nemlig at der manglede en kontramøtrik på det ene spejl så det ikke kunne spændes fast på bilen, men det blev klaret tirsdag.
Kl.. 12.25 var alt pakket og klart og så forlod vi Herlev. Kl. 14.20 landede vi på Urhøj Camping. Hold da op en udsigt der var på det sidste stykke af vejen ned til selve pladsen. Det er et stykke grusvej. Vi har aldrig været på pladsen før eller hørt om den, men havde fundet et påsketilbud på nettet. Det første indtryk vi fik var meget positivt. Vi blev modtaget med et smil af Lone Feilskov, som er ejeren af campingpladsen. Vi fik henvist den plads som vi havde booket på nettet hjemmefra. Kl. 14.45 ankom svigerforældrene med ungerne. Vi slog lige vores ny indkøbte stole ud og fik en lille tår at drikke. Vi gik herefter en hurtig tur ned på stranden og en lille runde på pladsen, for at slutte oppe ved receptionist og sende sviger forældrene hjemad igen.
Så var det tid til at få sat teltet op. Her var det god at Felix (5 år) var kommet, han vidste nemlig lige hvordan sådan et telt skulle sættes op så efter en lille halvtime var teltet rejst og alt på plads, efter kyndig vejledning og hjælp fra Felix.
Så var det tid til en tur ned på stranden med ungerne og nyde det super flotte solskinsvejr. Efter en god time forsvandt Tina op for at forberede noget aftensmad, hjemmelavet burgere på grillen.
Aftenen gik med lidt Olsenbanden film oppe i TV-stuen og lidt mere film for ungerne på Ipad'en. Kl. 23.00 var det godnat og tak for en dejlig dag.

Kørte km.  14.945 - 15.063 = 118 km

Sophie med dagens vits: hvad kalder man en blondine på cykel? En cyklist 

Felix's udsagn for dagen: jeg glæder mig til jeg skal starte i skole for så behøver jeg ikke at smage på alting. Så vil jeg kun have frugt og grøntsager med for min krop kan ikke rigtig tåle kød.

Torsdag den 17. april.

Stod op kl.06.55 efter en nat med de, i øjeblikket faste natteture for Sophie. Vi vågnede op til en lidt mere blæsende dag end dagen i går som jo var super fin. Efter lidt morgenmad gik vi til stranden og prøvede at sætte drager op, mens Tina gik sig en god lang tur, langs med stranden, hun kom først tilbage efter en time, godt rød i kinderne og lettere forpustet . Det blæste for meget til de drager vi havde med. Så efter et par forgæves forsøg blev det bare til lidt tumleri på stranden. Bagefter blev der lavet lidt lektier med Sophie. Herefter blev ordnet, sorteret, sat i samlemapper og byttet dyrekort. Dem man får, når man i Føtex. Vi har samlet sammen over nogen tid og havde lige købt nye campingmøbler så der var MANGE kort ca. 130 stk. til hver af ungerne. Om eftermiddagen kørte vi lige en tur ind til Kalundborg for at handle dets indset ind til aftensmaden og så lige få en lille is, selvom det var begyndt at blæse endnu mere end tidligere på dagen, så jeg måtte lige ud og sætte ekstra barduner på teltet så ikke det lettede.  Vores Nakano rejsetelt fik virkelig stået sin prøve med denne blæst. Men det blev stående og fungerede helt fint.
Noget tid efter at vi var kommet hjem igen begyndte det at små dryppe lidt så vi åbnede en pose chips, en cola og lidt vin til noget telt hygge i regnen. Det blæste stadig ret kraftigt, men vi ville gå en tur rundt på pladsen for at se på resten af den. Vi havde jo ikke rigtig været helt ude i hjørnerne af pladsen endnu. Men halvvejs rund begyndte det at regne ret kraftigt så vi skyndte os hjem i teltet igen. På vejen hen til teltet besluttedes Tina og mig os for at det ikke lige var vejr til at grille Mørbrad og lave salat, så vi besluttede hurtigt at vi kørte efter en familie pizza et sted. Det blev så Gørlev pizza, byens bedste pizza bar stod der over døren, men mon ikke det også er byens, og måske omegnens eneste pizza bar  men hold da op en god pizza de lavede.
Vi nåede lige at spille et enkelt spil med ungerne inden det blev godnat tid. Tina og mig læste lige lidt i vores medbragte bøger og ungerne fik 15 min. På deres Ipads.

Kørte km. 15.063 - 15.115 = 52 km.

Sophies guldkorn i dag. Vi fandt i aftenens løb ud af at Sophie vidst havde set lid tror meget fjernsyn den seneste tid. Hun sagde flere gange mens vi sad og spillede, hvad så i fattigrøve? Det var selvfølgelig når det gik hendes vej i spillet.


Fredag den 18. april.

I dag var det kun Tina som var tidlig vågen. Jeg stod op kl. 8.00 og ungerne sov til kl. 9.15. Vejret var heldigvis noget bedre at stå op til i dag end det som torsdagen bød på. Kun en let vind og igen regn. Morgenmaden bestod i dag af en rigtig brunch med scrambled eggs, bacon, pølser og ristet brød som Tina havde lavet, en rigtig god start på dagen. Efter morgenmaden tog Tina ud på sin daglige vandretur langs stranden. lidt senere på dagen da den værste regn havde lagt sig gik vi en tur rundt på campingpladsen for at se om påskeharen måske havde været på spil på pladsen og det havde den minsandten . Der lå chokoladeæg flere steder på pladsen langs med vores lille tur  hen på eftermiddagen fandt ungerne nogen andre børn at lege med så dem så vi ikke meget til resten af dagen.
Da det blev tid til aftensmad var det gået hen og blevet helt fint vejr, så i dag blev det til den grillede mørbrad som vi ikke fik lavet i går.  Da mørket faldt på skulle vi lige nå at lave de obligatoriske 2 sider matematik med Sophie og så var det godnat tid. Men ellers en ganske stille og rolig dag på campingpladsen.

Kørte km. 0 km.


Lørdag den 19. april.

I dag var det min tur til at stå tidlig op (kl.6.20) Tina stod også tidligt op allerede kl. 6.45. Kl. 8.30 prøvede Tina at få lidt liv i ungerne og jeg hentede et frisk franskbrød oppe i kiosken. Vi skulle nemlig lidt tidlig op i dag da der var påskeægsmaling oppe i tv-stuen for alle ungerne. Vi var oppe med ungerne til påskeægsmaling kl. 10.15. Efter en god halvanden times kreativ gøren kørte vi en tur ind til Slagelse for lige at se om der var noget spændende at se på derinde. Det ente med en spadseretur rundt i centrum og en pølse med brød fra pølsevognen på torvet til frokost. Tilbage på pladsen gik vi en tur på stranden or unger prøvede om der var noget krabber at fange og vi fik et krus kaffe med de kage vi havde købt inde i Slagelse til. Herefter gik ungerne på legepladsen og hyggede sig og Tina og mig læste lidt i vores bøger. Til aftensmad stod den igen i dag på grillet mørbrad, denne gang dog med pastasalat til. Kl. 9.00 var det sengetid for ungerne da vil skal tidligt op i morgen og gøres klar til diverse fødselsdage.

Kørte km. 15.115- 15.169 = 54 km.


Søndag den 20. april.

Dagen Kidman startede kl. 8.00 med en let morgenmad. Herefter tog tøserne et hurtigt bad og gjorde sig klar de skulle nemlig til 85 års fødselsdag i Rørvig og Felix skulle til 6 års fødselsdag inde i Herlev. Så kl. 11.20 rullede bilen i mod Rørvig hvor tøserne først skulle sættes af og derefter gik turen til Herlev. Der skal lige køres nogle km. I dag:) Felix havde nogle hyggelige timer i Kids FunCity i Herlev og tøserne hyggede sig i Rørvig. Så kl. 16.30 kørte bilen fra Herlev af igen med kurs mod Rørvig. Så vi ente allesammen på campingpladsen igen kl. 19.45. Så skulle ungerne jo lige have de sidste timer på legepladsen da turen jo går hjemad igen i morgenformiddag, for der venter nemlig endnu en fødselsdag dog kun med deltagelse af Sophie. Kl. 21.00 blev der lige serveret lidt Nacho’s med kylling, til at gå i seng på og kl. 22.15 blev der slukket og lukket ned for ungerne. Så var der lige et par timer til at læse lidt i den spændende bog som jeg er kommet i gang med.

Kørte km. 15.169 - 15.538 = 360 km. En dag med mange kørte km.


Mandag den 21. april.

Ja så blev det mandag og dagen hvor turen skulle til at gå hjemad igen. Tina og mig stod op kl. 8.00, Felix kl. 8.15 og Sophie trak den til kl. 9.00.
Vi startede med at efter en hurtig morgenmad blev ungerne sendt ud og lege og Tina og mig gik i gang med at pakke det hele ned og selvfølgelig kom der lige en svag regnbyge lige som teltet skulle pilles ned  den var dog meget hurtigt ovre. Så teltet nåede at tørre inden det blev pakket ned. Kl. 10.10 tjekkede vi ud af pladsen og turen gik hjemad. Efter en lille omvej lige omkring Slagelse, glemte at dreje fra det rigtige sted , landede vi i Herlev kl. 12.10 og en rigtig god og hyggelig påsketur var slut. Sophie havde en fødselsdag hun skulle nå til kl. 13.00 så det hele gik op i en højere enhed. Hun kom afsted og jeg fik tømt campingvognen. Så endnu en god tur i campingvognen og den nye campingtrækker havde klaret det topkarakter.

Kørte km. 15.538 - 15.663 = 125 km.


Generel beskrivelse og vurdering af Urhøj Camping:
 Det er bestemt en plads som k kan anbefales. Der er god og hyggelig betjening, pladsen er inddelt i flere terrasseniveauer og ligger i et utroligt dejlig og naturskønt område. Toiletbygningerne er delt i flere bygninger men er alle samlet i området lige omkring informationen. Der er både herre, dame og familiekabiner. Det koster penge at få varmt vand. Min 2 kr. I herre og damekabinerne og min. 10 kr. I familiekabinerne. Og det er ikke nok med henholdsvis 2 kr. eller 10 kr. vi måtte bruge 20 kr. den ene gang vi var i familiekabine og så var der altså ikke tid til hverken at snakke eller hygge under bruseren. Det samme var tilfældet når vi brugte herre eller damekabinerne her brugte to personer mindst 8 kr. på et bad. Alle toilet faciliteter og vaskefaciliteter er ganske fine og rene, men de ældste af dem kan godt snart trænge til en kærlig hånd. Men ikke nok til at det ville holde os fra at komme igen en anden gang.
Klart en plads der kan anbefales til alle andre som ikke forventer fem stjernede forhold. tjek eventuelt deres hjemmeside http://www.urhoej-camping.dk